Med militær præcision træder de fem sorte skikkelser ind på scenen på en af landets statsfinansierede og statsstyrede tv-stationer. Hr. og Fru Danmark kan selv vælge hvilken, mens de stakkels journalister ikke har noget valg. De befinder sig allerede i rummet, der emmer af spænding. Socialdemokraterne er trådt ind på deres PR-scene og nedkommer nu med endnu en frygtens bandbulle.
Fortvivl ej. Frygten er blandet op med bløde, tryghedsskabende emner og et skilt med et kontonummer, hvortil du anonymt kan sende et beløb, hvis du synes om kunstnummeret. Skaber af frygt, men samtidig være frygtens banemand.
Vi er lige nu vidne til tre ugers politisk totalteater i det skuespil, som i de seneste fire årtier er blevet opført med dogmet, at intet flyttes, intet gøres og intet ændrer sig – og hvor ingen af de medvirkende har mere at skulle have sagt end det, som forfatterne bag stykket lader dem.
Bevares, de har alle hvide skjorter på indenunder, så helt galt kan det jo ikke være, tænker man. Alt imens man gyser over, at hovedrolleindehaveren – statsminister Mette Frederiksen – gudskelov stadig vælger at holde sin slyngveninde og chef-sufflør Barbara Bertelsen bag lås og slå i Statsministeriet.
Hvad skal vi nu være bange for? Så vi husker at stemme på DET sikre og tryghedsskabende parti.
Minsandten om ikke det igen handler om de altid uønskede udlændinge, fra turister til herboende, der endnu en gang skal danne bagtæppe – eller rekvisit, om man vil.
Befolkningen skal vide, at NU handler vi, som vi ikke har handlet de sidste knap fire år, mens magten var vores, eller i alle årene før det, mens magten var den anden sides.
Ja, siden salig Glistrup i 1973 sprang ind på scenen og skræmte livet af alle de fastansatte, har det handlet om venstrefløjens håbløse naivitet og højrefløjens kyniske spil om tilskuernes gunst. De vælgere, som hvert år troligt sætter deres kryds i håb om, at det ændrer noget, eller stemmer blankt, så de trods alt – vidt og bredt kan fortælle, at de har været med. Der er dog ingen frygt at spore hos de tilstedeværende journalister; de er selv en del af spillet og stiller troligt de spørgsmål, de må og skal, for som sufflører at hjælpe skuespillet i gang.
Med dommedagsmine holder de fem ministre salen og alle os herude i deres hule hånd. Vi kan vælge Blå eller Rød, selv om vi i sidste periode har befundet os på den lilla midte af scenen i dansk politik. Mere af det samme, eller lidt mere af det samme.
Mens verden ude i virkeligheden står i brand. Mens vi og vores allierede Israel og USA endnu en gang har angrebet et land ”derude” og nakket deres statsoverhoved, så understreges det, at det skam ikke handler om alle de ønskede udlændinge, som vi også har. Fra dem, som passer deres jobs, hen over dem, som vi alle forståeligt nok er trætte af, til Ali fra Odense, der endnu en gang ikke er mødt op til sin udvisningsdom. Det klarer vi administrativt fremover, forstås.
18 nye tiltag, som én gang for alle skal sætte os i stand til at undgå de store udfordringer, vi har med marcherende horder af mellemøstlige og nordafrikanske flygtninge på vores motorveje, og banderne i vores byer.
Ingen kan som Mette F. og hendes hird af talende jakkesæt sætte ord på frygten og samtidig samle opmærksomheden fra det politiske tovtrækkeri, vi nu har været vidner til i mere end 30 år. Jakkesættene ved, at stemningen blandt vælgerne er gejlet op af magtens klakører og har været det lige siden vi i starten af 1990’erne valgte at medvirke til at underminere FN. Dengang forsøgte FN at dæmme op for store landes overfald på små lande – det mislykkedes, hvilket pudsigt nok får borgerne derfra til at søge mod nord og op til os.
Ingen må få den tanke. Flygtningestrømmen har intet at gøre med, at vi bomber løs på uskyldige civile under dække af demokrati og frihed, eller fordi vi ignorerer aktive folkemord. Nej, for vi skal huske på, at så længe vi giver ulandsstøtte, er vi de gode, og så kommer der ikke så mange. Udover selvfølgelig dem, som vi selv inviterer indenfor, når vi mangler arbejdskraft, fordi vi pisker løs på de unge og de derfor er holdt op med at få børn.
Stabilt Demokrati erkender, at der er problemer med integrationen, og derfor skal vi koncentrere os om den og ikke om at udskælde de få idioter, som bærer brænde til politikernes evige bål.
Vi vil ikke deltage på scenen, men vi vil, at tilskuerne åbner øjnene og ser spillet for, hvad det er – billige PR-tricks og varme luftfrikadeller. Vi vil tvinge skuespillerne på de skæve brædder til at handle langsigtet og ikke endnu en gang henfalde til at overbyde hinanden med de blås økuller eller de rødes gentagne narrespil om udrejsecentre i tredje lande.
Vi foreslår, at vi lægger afstand til den forfejlede krigspolitik med et nationalt kompromis, som skaber ro og fred hertillands uden at vi endnu en gang skal se os nødsaget til at kaste de fremmede for ulvene.
Stabilt Demokrati