I en oppisket stemning af frygt og valgflæsk har Mette Frederiksen udskrevet valg til folketinget den 24. marts 2026.
Det er ikke lykkedes os at indsamle de nødvendige vælgererklæringer, så vi stiller ikke op men forbereder os til næste valg. I den forbindelse har mange henvendt sig for at høre Stabilt Demokrati om, hvem de bør stemme på.
Stabilt Demokrati opfordrer danskerne til IKKE at stemme ved valget. Ingen af valgets partier repræsenterer et reelt brud med den økonomiske- og udenrigspolitiske linje, der har bragt Danmark på katastrofekurs.
80 milliarder er sendt til et bundløst korrupt styre i Kiev. 60.000 ukrainere har slået sig ned i Danmark, det sker ikke uden komplikationer, vi hører bare ikke om det endnu! Den danske hær står uden våben mens USA truer Danmark med at annektere Grønland, alt i mens folketinget tillader amerikanske baser i Danmark. En absurd situation, der er fremprovokeret af en samlet dansk politisk klasse, der med enfoldig naivitet har reduceret alle Europas problemer til – Rusland!
Energipriserne er tårnhøje, inflationen hærger danskernes realindkomst, Tyskland afindustrialiseres og krisen vil meget snart ramme et Danmark, der står uforberedt. Vores politikere nægter at indse, at alle vores såkaldte allierede er på vej ud i dyb krise. Imperiet vi har været en del af de sidste 75 år vakler. Forrådskammeret er tømt og indholdet sendt til Zelenskyj og hans sammenrend af korrupte oligarker.
Alle danske partier reagerer autoritært og direkte anti-demokratisk på enhver protest. Om det drejer sig om Ukraine, Corona, Klima, eller upopulære valg i EU-lande. Enhver skepsis skal skammes og trues til tavshed.
Det autoritære skred følges af statsfinansieret krigspropaganda og strategisk brug af frygt, demokratiske overgreb, overvågning og censur. Danskerne skal skræmmes til lydighed.
Stabilt Demokrati siger fra overfor det samlede folketings demokratiske fallit. Politikerne har underløbet det danske folkestyre de sidste tre årtier – de fortjener ingen stemmer.
Stabilt Demokrati