Udenrigspolitik Israel

Israel

Stabilt Demokrati har forståelse for, at mange danskere har meget stærke personlige følelser, med hensyn til konflikten imellem Palæstina og Israel. Medierne har dygtigt farvet danskernes holdninger i forhold til konflikten, så mange blindes af, hvad konflikten faktisk handler om – at et folk flyttede til et andet folks land og tiltvang sig magten over landet.

Det er sket mange gange før i menneskehedens historie. Selv i Danmark vidner undergrunden og de arkæologiske fund om, at det også er sket her, mindst et par gange.

Den sunde fornuft, der leder Stabilt Demokratis arbejde, tvinger os imidlertid til at se ud over de stærke følelser i forhold til konflikten og i stedet tage udgangspunkt i de demokratiske normer og det juridiske internationale grundfjeld, der også er med til at understøtte vores egen sikkerhed her hjemme i Danmark.

Ufred og ustabilitet i Mellemøsten skaber flygtningestrømme, der virker destabiliserende på landene i Europa og desuden skaber spændinger imellem stormagterne. Af hensyn til vores egen sikkerhed og af hensyn til verdensfreden må vi derfor samarbejde om at opnå en løsning i Palæstina-Israel konflikten.

Stabilt Demokratis grundholdning er, at alle statsborgere i et demokratisk samfund skal have lige rettigheder, uanset religion, etnicitet og politisk tilhørsforhold.

International ret skal følges. Når FN beslutter noget, så må verden bakke op, det gælder også i forhold til Israel.

1967-grænsen levner plads og håb for fremtiden for begge folk.

1967-grænsen og flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem, skal følge retningslinjerne fastsat i 1948 i FN resolution 194. Behandlingen af palæstinenserne i de besatte områder skal i mellemtiden leve op til Genevekonventionens bestemmelser om besatte områder. Bestemmelser, som Danmark tiltrådte i 1983.

Alternativet til en to-statsløsning kan aldrig blive folkedrab eller etnisk udrensning.

Alternativet til en to-statsløsning er et ægte demokrati – En mand en stemme i hele området fra Jordanfloden til Middelhavet.

Hvad bør der gøres?

 Hvad kan Danmark gøre? Vi kan holde vores egen sti ren ved at opretholde det danske forbud imod våbeneksport ind i konfliktzoner. Alle syntes at have glemt det i forhold til både Israel og Ukraine.

Vi kan fastholde, at terror, forstået som angreb på civile for at opnå politiske mål, skal fordømmes, uanset om det gælder kidnapninger og drab på civile den 7. oktober 2023 eller det israelske massedrab på civile, der fulgte.

1) Boykot

Apartheid styreformen i Israel må ophøre. Indtil det er sket, skal Danmark arbejde for, at der iværksættes en total boykot af Israel, sådan som vi gjorde det i forhold til Apartheid i Sydafrika fra 1986 og frem til opløsningen af det raceadskilte samfund i 1993.

2) Ophør af militært og efterretningsmæssigt samarbejde

Israel handler imod danske interesser, ved at destabilisere sine naboer. Israel kan derfor ikke være en allieret. Efterretningssamarbejde med Mossad og Shin Bet, samt det militære samarbejde med IDF, må derfor ophøre.

3) Forbud mod udemokratisk indblanding i begge retninger

Endeligt skal det forbydes at danske politikere yder økonomisk støtte til parterne i en konfliktzone, eller deltager i betalte rejser til området. Stabilt Demokrati opfatter det første som en mulig våbenstøtte til konfliktområder, mens vi opfatter betalte rejser som korrumperende og et forsøg på at opnå en udemokratisk indflydelse på beslutninger i det danske demokrati.

Plan Danmark – Stabilt Demokratis tænketank oktober 2025

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Hold dig opdateret om vores politik, initiativer og arrangementer.
Udfyld formularen nedenfor for at modtage nyheder og opdateringer