Debatindlæg bragt i Jyllandsposten, søndag den 24. september 2023

Af René Borg, tidl. politiassistent

Konsekvenserne af en halveret politiuddannelse er som at være tilskuer til et trafikuheld i langsom gengivelse. Og politiets ledelse har blot set til, mens situationen forværres – og hvor ender det henne? Amerikanske tilstande?

Som tidligere politiassistent venter jeg i spænding på, når medierne stiller politiets ledelse eller Justitsministeren kritiske spørgsmål henset til, hvorfor politiet ikke har lært af tidligere fejl, eksempelvis siden “Benjamin-sagen” på Rådhuspladsen samt andre lignende sager af nyere dato.

Siden beslutningen om at halvere politiets uddannelse blev truffet med støtte fra Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, lovede politiets ledelse til gengæld masser af efteruddannelse, og intet er sket siden. Der er ingen efteruddannelse i dag for menige patruljerende betjente på gaden, så de har kun en kort, udhulet grunduddannelse med sig på gadepatruljering.

Politiets fireårige uddannelse, som tidligere var internationalt anerkendt for at være blandt verdens absolut bedste, er blevet devalueret i en grad, som kun få troede muligt, alt imens politiets ledelse har ageret tilskuere til det her færdselsuheld i slowmotion. Og ikke blot tilskuere, men de har initieret dette kaos ved sammen med politikerne at halvere og devaluere politiets uddannelse, hvilket tilmed har den følge, at det aktuelle håb for politibetjente om at stige i løn formentlig er dødsdømt på forhånd.

Anholdelsen af chefredaktør Adam Dyrvig Tatt ved Christiania forleden er et symptom på en kedelig tendens, som politiets ledelse og politikerne har initieret gennem de senere år: at sætte et knæ i ryggen og et knæ i nakken samt tildele en anholdt peberspray, mens han ligger på jorden med håndjern på ryggen, hvor det i forvejen er svært at trække vejret, er et symptom.

Et faretruende symptom, som vidner om, hvor kvaliteten, empatien og den sunde fornuft er på vej hen i dansk politi, blandt andet som følge af en halveret politiuddannelse, men også på den rigide jagt på at udstikke færdselsbøder til borgerne for at nå de måltal, som politikerne har bestemt.

Størstedelen af danske betjente er både fornuftige og dygtige, men det kan ikke udelukkes, at disse ting spiller ind, og den problematik er i allerhøjeste grad et ledelsesansvar. Markante dispositioner kan medføre markante konsekvenser, og er det dét, vi nu begynder at se resultaterne af?

“Jeg må bare sige, at baseret på chefredaktørens eget udsagn, så kunne alt dette være undgået, hvis han bare havde gjort, som han blev bedt om,” sagde politisk ordfører i Venstre Morten Dahlin. Han var med til at halvere politiuddannelsen fra fire til to år.

Det er korrekt, at man har pligt til at oplyse sit navn og fødselsdato, når politiet forlanger det, men en erfaren motorcykelbetjent må også have lidt tålmodighed, når nu man udvælger en tilfældig cyklist for en banal færdselsforseelse midt i myldretiden.

Omvendt skal det jo heller ikke blive en diskussionsklub, så Adam skulle nok have udleveret sine generalia lidt hurtigere, men kun motorcykelbetjentenes egen video kan godtgøre netop dette hændelsesforløb, og der kan vi kun afvente Den Uafhængige Politiklagemyndigheds undersøgelse af sagen.

På den fireårige politiuddannelse, jeg kommer fra, lærte vi, at når en person er anholdt og lagt i håndjern, så er alt, hvad der sker med personen herfra, politiets ansvar. Så når personen ligger i håndjern, så er det slut med magtanvendelsen, da det så vil være vold. Hvad har ændret sig fra dengang?

Hvis denne udvikling får lov at fortsætte, kan vi på et tidspunkt og efter yderligere besparelser forvente at ramme samme uddannelsesniveau som amerikanske politibetjente med fem måneders uddannelse på politiskolen.

I så fald bliver denne her sag ingenting i forhold til  fremtidens sager om politiets magtanvendelse, og det kan hverken borgere eller politibetjente være tjent med.

Ledelsen i politiet har siden politireformen været besat af new public management og har derfor søsat utallige initiativer til at styre politiet med måltal. Og den evige jagt på måltal kan kun være den absolut eneste fornuftige forklaring på, at en motorcykelbetjent, som midt i en verserende bandekonflikt patruljerende omkring Christiania, prioriterer at standse og uddele en færdselsbøde til en cyklist, som holder sin mobiltelefon i sin ene hånd under kørslen.

Bevares, politiet har jo ret til at uddele en bøde for selv små overtrædelser af færdselsloven, men man skulle jo nok mene, at der var ting, som var vigtigere under patrulje tæt på Christiania og i en tid, hvor vi alle, alt efter tid og sted, må overveje risikoen for at havne midt i en byge af kugler. I de seneste mange år har danske politibetjente kørt ud af politistationens garageanlæg med besked om ikke at vende retur, før de har udskrevet et vist antal bøder. Således hersker antallet af udstukne bøder og levner dermed ikke længere plads til selvstændighed, sund fornuft og konduite hos den enkelte politibetjent.

“Der er ikke nogle af mine medlemmer, der unødigt bruger deres magtmidler forkert. Jeg ved, hvor professionelle mine medlemmer er,” siger formanden for Politiforbundet, Heino Kegel, i forlængelse af anholdelsen af Adam Dyrvig Talt.

Den står umiddelbart i skærende kontrast til det, vi har set på videoen fra Prinsessegade, med al respekt for at vi endnu ikke har set, hvad der er gået forud. Men det der sker på videoklippet, kan næppe retfærdiggøres, uanset hvad der måtte være sket forinden. Endvidere er en politibetjent netop blevet idømt 30 dages betinget fængsel for at have skudt ind i en bil, hvori der sad to personer. Så retssystemet er i hvert fald ikke enig med formanden for Politiforbundet.

Liberal Alliances retsordfører, Steffen Larsen, var bemærkelsesværdigt hurtigt i medierne med udtalelser, som udtrykker mistillid til politiet. Det er altså udtalelser fra selvsamme parti, som var med til at halvere politiuddannelsen i sin tid.

Det er ikke imponerende politikerarbejde.

Vi er nødt til at afvente sagens afgørelse fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed, men vi er samtidig nødt til at italesætte den her sag, da der tydeligvis er en ret stor diskrepans mellem det offentliges opfattelse og befolkningens opfattelse af politiets magtanvendelse.

Bliver man politibetjent, er det forhåbentlig for at tjene og beskytte borgerne – og hvis betjentene ellers vil stå på mål for netop dét æreskodeks, så er det vist på høje tid, at betjentene beviser det over for befolkningen ved at sige fra over for deres ledelse og ikke mindst politikerne, men spørgsmålet er, om korpsånden og tavshedskulturen i politiet tillader det.