Brev til valgnævnet  

26. september 2023

Kære Valgnævn

Jeg skriver til jer på vegne af- og som partileder for Stabilt Demokrati.

Indledningsvis vil jeg bemærke, at jeg formentlig som en af mine første politiske handlinger overvejer at klage over den fremgangsmåde man har valgt at følge og gøre til lov, i forbindelse med indsamling af vælgererklæringer. 

Inden det kommer så vidt, har jeg dog nogle spørgsmål, som jeg håber I vil besvare hurtigst muligt. 

Jeg er klar over at det ikke er jer, som sidder og laver lovene, men mon ikke I har en mening om arbejdsgangen, samt en vis indflydelse herpå.  

I første omgang drejer det sig om de syv (7) dages betænkningstid som er indført i forbindelse med igangsættelse af vælgererklæring. 

På jeres hjemmeside hedder det: 

At afgive en vælgererklæring er en vigtig demokratisk handling, der kan være med til at gøre det muligt for et nyt parti at stille op og blive valgt ind i Folketinget eller Europa-Parlamentet. 

Derfor går der 7 dage, fra man første gang tilkendegiver at ville støtte et parti, til man kan afgive sin endelige vælgererklæring. De 7 dage kaldes en eftertænksomhedsperiode og skal sikre vælgeren mulighed for i fred og ro at overveje det nærmere, før man tager sin endelige beslutning. 

Der er mange ting i forbindelse med en politisk proces, som er vigtig, men jeg har svært ved at følge denne udlægning, som gør at potentielle vælgerstøtter skal benytte deres MitID fire (4) gange, eller endnu værre for dem som ikke besidder NemID eller MitID, der flere gange tvinges til at opsøge borgerservice, før de har overstået denne del af processen. 

Findes der en yderligere forklaring på, hvorfor nogle har fundet det nødvendigt at forsinke den demokratiske handling, få den til at ligne formynderi og begå direkte benspænd for nye partier, der søger opstilling?  

Hvor længe har denne regel været gældende?

Et andet punkt handler om dem som har skrevet til mig og oplyst, at de først kan underskrive for mig en gang til januar, fordi de tidligere har underskrevet for et andet parti. Jeg er med på, at man i én opstillingsperiode kun kan støtte ét parti, men når der i mellemtiden har været valg og dette ”andet parti” er blevet godkendt og ovenikøbet er stemt ind i Folketinget, burde tavlen så ikke være vasket ren? 

Begge ovennævnte anbringender ligger, efter min opfattelse hindringer i vejen for den demokratiske proces der fører til opstilling. Jeg skal her undlade at opremse mine argumenter herfor, da jeg afventer jeres svar. 

Med venlig hilsen

Jørn Nielsen

Stabilt Demokrati

stabiltdemokrati@gmail.com